Forside - Kalender - Ugens prædiken - Aktiviteter - Rådsnyt - Kirkelig vejviser - Kirkens historie - Kontakt - Nyttige links

Hent kirkebladet
 

Studenterpræst Jens Munks prædikener

Søndag den 29. januar 2012

Et af de mest centrale budskaber i Det nye Testamente bliver udfoldet i dag:

Tanken om efterfølgelse:

“Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være.”

Vi er her inde ved kernen i kristendommen, Den, der følger Jesus Kristus, han er kristen. Den, der er sammen med Jesus, han er kristen. Det er, hvad der udfoldes i dagens tekst. Hvad er det, der gør kristendom til kristendom?

Kristendommen hedder netop kristendom, fordi den funderer hele sit grundlag på Jesus Kristus

Før Jesus kom til jorden, var der ikke noget, der hed kristendom.

Men hvad er så forskellen på den religion, der var der før Jesus kom, og den religion, der opstår med hans komme?

Jo, religionen før Jesus, altså den religion, der er beskrevet i Det gamle Testamente, den er karakteriseret ved, at Gud i langt højere grad er en fjern Gud. En Gud, der bor oppe i himlen, og derfra styrer verden ved at trække i trådene, næsten som en dukketeaterfører.

En gang imellem i GT hører vi så om, hvordan menneskene gør oprør og prøver at gøre noget på egen hånd. Gud reagerer ved at blive vred og ofte også ved at straffe dem, der ikke tror eller, som gør noget andet, end han mener, er rigtigt. 

Men så sker noget. En hidtil ukendt side af Skabergudens væsen bliver afdækket. Det fuldstændig vanvittige og overraskende viser sig, at Gud i virkeligheden er et sårbart menneske, som vandrer rundt på jorden og prædiker kærlighed, fred og forsoning. Gud er et menneske, der hedder Jesus og er her sammen med os mennesker på vores betingelser i solidaritet med os. Guds væsen udtrykkes gennem et menneske, der vandrer rundt og viser kærlighed, forsoning og forståelse her på jorden. Se på hvordan Jesus optræder her på jorden, og du har et eksempel på Guds væsen. 

Men lad os gå helt ind i den inderste hemmelighed, som Gud åbenbarer for os gennem Jesus. For betyder dét, at Gud er blevet menneske, at Gud har udvalgt sig et enkelt, fuldkomment menneske, nemlig Jesus og taget bolig i ham. Sådan at Gud har taget bolig i det særlige menneske, Jesus, men ikke andre steder i verden end i Jesus? Nej, Gud har med sin handling ikke kun taget bolig i et enkelt særligt helligt menneske Jesus, Gud har taget bolig i verden som sådan; Gud har taget rejsen fra det fjerne og er nu flyttet ind i verden, ind i ethvert menneskeliv og er nu tilstede overalt i livet.

Det er vigtigt at lægge mærke til, at da Gud vandrer rundt hernede på jorden i skikkelse af Jesus, så kommer han rundt i alle livets afkroge. Han er blandt magthaverne, han er blandt fattige, syge, udstødte, syndere og drankere, alle dem, ingen vil være ved, og blandt dem, alle vil være ved; han er rundt i alle livets afkroge.

Det er for at demonstrere sit væsen for os. Der er ikke noget sted i verden, hvor Guds milde, barmhjertige, kærlighedens ånd ikke er. Da Gud vandrede rundt på jorden, udsendte han sin kærligheds ånd ud i alle livets afkroge, ja han gik endog ind i døden og fyldte døden med sin kærlighedens livgivende åndskraft.

At Jesus er oprejst fra de døde, betyder, at Jesu Kristi hellige legeme er allestedsnærværende. Jesu Kristi legeme er et kærlighedens åndslegeme, og det er tilstede overalt i livet

Lad mig summere op, hvad det her betyder. Hvis vi, før Jesus kom, altså sådan som religionen var i Det Gamle Testamente, havde spurgt ind til, hvor er Gud, så ville svaret være: Gud er i himlene, langt væk fra vi mennesker, der er her på jorden, Gud er en fjern, ophøjet Gud. Men hvis vi stiller det samme spørgsmål i dag til en troende kristen: Hvor er Gud? så må svaret være: Gud er lige her midt iblandt os. Han er mellem mennesker, inden i mennesker og overalt i livet, i alle facetter af det brogede liv, både hvor der er lidelse, smerte, glæde, overskud, nederlag, svigt, i en begravelse, ja selv i døden, men også i et festligt lag, overalt i alle livets facetter er Guds milde, barmhjertighedens og kærlighedens livgivende ånd tilstede. “Jeg vil drage alle til mig”, som Jesus siger i dagens Evangelium.

Jeg vil godt give et par meget konkrete eksempler på, hvad det vil sige, at Gud er tilstede her midt iblandt os.

For nogle dage siden kører jeg i min meget lille bil kaldet en Smart, op ad Ringgaden. Da jeg nærmer mig Viborgvej, kan jeg i baggrunden høre en ambulance. Bilerne foran mig og rundt om mig flytter sig med forbavsende hastighed ud til siden. Jeg kører også selv op på cykelstien; ambulancen passerer krydset med stor hastighed. De, der er på vej ind i krydset på den modsatte led, holder for grønt. Videre op ad Ringgaden kan jeg følge, hvordan ambulancen kommer frem, ved at folk hjælper og flytter sig. Hele scenariet får en udvidet betydning for mig. For minder det ikke om de mennesker, der bærer en båre frem gennem mængden, folk flytter sig og hjælper til, så båren kan komme hen til Jesus, og han kan helbrede. Her kommer ambulancen hen til hospitalet, og patienten kan blive hjulpet af læger, og måske reddes livet. Det er et under. Det er underfuldt, at mennesker flytter sig, og ambulancen kan komme frem, det er underfuldt, at der er en ånd i verden, der gør, at vi hjælper hinanden, flytter os og sørger for, at døende kommer til hospitalet og måske helbredt.

Lige der er Guds kærligheds ånd til stede; lige idet ambulancen kører op ad Ringgaden åbenbarer et under sig: at Guds kærlighed er i verden. Gud er ikke en fjern Gud. Gud kan også være imellem mennesker i det konkrete liv i noget så konkret som en ambulance..

Sirenen på en ambulance er som kirkeklokker, der forkynder, at Gud er i verden. For hvor der er kærlighed og barmhjertighed, der er Gud.Ambulancen og alle de der flytter sig for den, samt alle, der er med til at redde liv, følger efter KRISTUS.

Gud har gennem Jesus vist, hvem han er. Han ønsker at være tilstede her midt i blandt os også lige nu her i dag blandt os, der er samlet her i dag.

Gud har taget bolig her på jorden, ud af kærlighed til os mennesker.

I en af den polske instruktør Kieslowskis film fra 80’erne er en scene, som på en helt særlig måde forklarer uden ret mange ord, hvad det vil sige at følge efter Kristus. 

Filmen handler om en dreng, der bor alene med sin far i et trøstesløst forstadskvarter til Warzawa under den kolde krig dengang jerntæppet skilte Europa. Moderen er død. 

Far og søn har et helt unikt forhold til hinanden, og de kan dele næsten alt, men dog ikke alt. Faren er overbevist ateist og mener ikke, der findes nogen Gud. 

Drengen har også en tante, han er meget glad for, og som han ofte besøger. Hun er stærkt troende. Det er en stærk scene, hvor drengen spørger tanten: Tante, tror du på Gud? Hun svarer ja.

Men hvem er Gud, hvor er han henne?

Tanten siger ”Kom her hen” . Drengen sætter sig ved siden af hende. Hun tager om ham, giver ham et knus. Medens hun holder om ham, spørger hun. ”Hvad mærker du nu?” Drengen sidder helt stille og mærker. ”Det må være kærlighed.” Hun svarer: ”Gud er i det”

Medens vi ser tanten og hendes lille nevø sidde der sammen, falder evighedens milde skær ind i stuen, der er en hvile, en dvælen, der får tiden til at standse, alt er accept og nærhed. 

Scenen er fantastisk, fordi den skærer ind til benet af, hvad  det betyder, at Gud ikke er en fjern Gud, men en Gud, der er lige her og nu mellem tanten og hendes lille nevø. Barnet mærker, Gud er med i det, Gud er med i det mellem mennesker. Tanten følger efter Kristus og tydeliggør, at Gud er på jorden, idet hun viser drengen Guds kærlige væsen.

Gud er kommet herned til os mennesker og har vandret rundt hernede på jorden for at vise os, at han ønsker at være helt og fuldt tilstede hernede midt iblandt os og udgyde sin ånd, så den er overalt i den brogede verden.

Gud har ved at blive menneske vist os, at hans kærlighed til os er ubegrænset. Derfor har vi som kristne en kærlighedens Gud, en kærlighedens Gud, hvis dybeste mål er at fylde verden med hans tilgivende kærlighed.

Gud har forsonet sig med verden. I stedet for at udøve vrede over den syndige menneskehed, så er han flyttet ned i verden og vil være solidarisk tilstede i verden sammen med os.

Det rigtig gode spørgsmål er så: Hvis Guds kærlighedens ånd er tilstede overalt her på jorden imellem mennesker og inde i hver enkelt af os i vore hjerter, hvorfor er verden så fyldt med selviskhed, egoisme, misundelse, smålighed og kynisme?

Hvorfor føres der krig? Og hvorfor søger mennesker at skade hinanden og den jord, vi er sat på?

Hvorfor starter en indædt magtkamp mellem mennesker? 

Evangeliet måtte vel svare: Det er fordi, menneskeslægten ikke er gået helt ind i mødet med den opstandne Kristus. Vi må overgive os helhjertet til Jesus og til det faktum at Guds kærlighed er flyttet herned på jorden mellem os og inden i os.

For Det gamle menneske, den del af menneskesindet, der er selvisk og egoistisk vil afgå ved døden i mødet med Jesus Kristus.

Vi må træde ind i efterfølgelsen, som tanten i Kieslowskis film, overgive os til Jesus Kristus, som er overalt her i verden mellem mennesker og inden i mennesket; for i mødet med Kristus vil den gamle egoistiske del af mennesket langsomt dø.
Ved at overgive os helhjertet til Jesus og åbne os for Gud i verden, vil selviskhed og nedbrydelse af livet kunne stoppes.

Søndag den 20. november 2011

Sidste søndag i kirkeåret
Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Matt 25,31-46

Jeg ved, at mange præster ikke bryder sig specielt om at prædike over dagens fortælling, fordi det er en domsfortælling, der siger, at nogle skal gå fri, og nogle skal stilles til regnskab for det, de har gjort i livet. Fårene skal skilles fra bukkene. De, der har handlet ud fra kærlighed og forsøgt at være der for deres næste, skal gå fri; de, der har ladet hånt om andre mennesker, skal stå til regnskab. De kan godt nå tilbage til Gud, for der er altid mulighed for tilgivelse, men at komme tilbage til Gud vil kræve, at de bliver klar på konsekvenserne af deres handling og villige til at rette op på det igen. Hvis de ikke vil det, er fortabelsen en mulighed. Hvis de er ligeglade med alt, så er fortabelsen en mulig konsekvens. Så har de afskåret sig fra samvær med Gud.

Det her kan også formuleres sådan, at der er noget i tilværelsen, der er mere rigtigt end andet. Vi kan leve på en måde, så vi er ude af trit med sandheden, vi kan tabe livet på gulvet.

Der er noget, der er sandt og noget, der ikke er i sandheden.

Alt er ikke ligegyldigt. Noget er mere gyldigt end andet.

Jeg er ikke enig i, at en domsprædiken er noget, vi helst skal undgå. Nogle gange er en domsprædiken på sin plads.

Så hvornår er en domsprædiken på sin plads? Hvilken berettigelse har det at prædike dom over mennesket? Hvornår er det på sin plads at prædike, at vi som mennesker kan leve sådan, at det kan føre til fortabelse?

Det vil jeg gerne svare på. Men inden jeg prøver at svare, er der et andet spørgsmål, jeg vil stille.

For er det rigtigt, giver det mening at tale om, at noget er mere rigtigt end andet, at der findes måder at bruge livet på, der fører til fortabelse?

Mange samfundsteoretikere vil mene, at det passer ikke, det er noget sludder, der er ikke en Sandhed, som er mere rigtig end andet. De vil mene, at vi nu befinder os i en epoke, der kan kaldes den postmoderne epoke. Verden er fragmenteret og uden sandhed. Der er ingen totalfilosofi eller etik til at slå tomheden i hovedet med. Der er ikke nogen kerne, intet kan siges på forhånd at indeholde sandheden.  Der er intet overordnet eller historisk overleveret billede at holde kaos op imod. 
Rockbandet Talking heads synger med glade korstemmer: We´re on the road to nowhere. Vi er på vejen mod ingenting.

Menneskeheden som sådan kører på en vej, som vi ikke aner, hvor vil bringe os hen. Alle ytringer og tegn er principielt lige-gyldige. Alle ting i en demokratisk, multikulturel informationsverden kan bruges og sættes sammen på nye måder. Verden er en åben fælles bank af muligheder, hvor der ikke er noget, der på forhånd er bedre end andet. Den postmoderne kunstner prøver derfor ikke at skabe en dybere mening i tingene eller en overordnet sammenhæng i verden, alt er ligegodt, anything goes, we´re on the road to nowhere. 

Det gennemført postmoderne menneske er derfor en turist af livet, han lader sig underholde og adsprede ved hele tiden at opleve nye måder at tænke og leve på. Han er mere en iagttager af livet end en deltager. Han svæver frit og uforpligtigende rundt fra kultur til kultur og fra menneske til menneske. Han er et fleksibelt menneske, og han føler hverken, at han har eller skal have en fast identitet. Tværtimod ser han det som en dyd ikke at hænge fast i en identitet, men hele tiden at skabe sig nye identiteter. Han er resultatet af den rene selvdannelse og opfatter sig som sin egen skaber.  

Det er klart, at med den grundholdning giver det ikke mening at tale om, at der er en højere retfærdighed i tilværelsen. Tanken om at vi skal stå foran Kristus. og vi skal stilles til regnskab for vores gerninger, er snik snak.

Jeg vil gerne give et konkret eksempel ved at fortælle et lille stykke verdenshistorie, der skal være med til yderligere at belyse det, vi taler om her. Findes der en højere sandhed, skal mennesket stå til regnskab for sine handlinger? Eller er alting ligegyldigt, som de, der går ind for postmodernismen, siger? 

Antony Beevor beskriver i sin fængslende nyere bog om Nazitysklands endeligt, »Berlin: The Downfall 1945« ,

hvordan de russiske tropper, anført af bl.a. den legendariske hærfører Zjukov, rykker frem mod Berlin i 1945. General Zjukov var nødt til at presse sine soldater til det yderste, fordi det betød alt for Stalin at erobre Berlin inden den internationale kampdag 1. maj, og især inden amerikanerne og englænderne nåede frem til Berlin. Det betød, at Zukov beordrede soldaterne til at køre frem gennem landminer, og 1000 er mistede livet under den ekstreme fremmarch, hvor alt blev satset. Mange 100.000 blev dræbt under de sidste kilometer frem mod Berlin. På tysk side var der kun krøblinge, drenge og ældre mænd tilbage til at forsvare byen, og de, der deserterede, blev hængt i træer og gadelamper til skræk og advarsel.

Da russerne nåede Berlin 2. maj, var det et frygteligt syn, der mødte dem; byen var sønderbombet, den var en ruinhob. Den, der har set billeder fra Berlin på det tidspunkt, vil aldrig glemme det.

Oven i alt det andet gav Zjukov en belønning til sin hær; de måtte voldtage, plyndre og gøre, hvad de ville i tre dage. Og det gjorde de.

Jeg har en bekendt, som var en 11-årig pige i Berlin den dag. Hun havde mistet næsten hele sin familie og vandrede grædende rundt i gaderne uden nogen. På det tidspunkt var hungersnøden så voldsom, at mange var kannibalistiske.

Der er nogen, der siger, at helvede ikke eksisterer; de, der var i Berlin i starten af maj 1945, siger noget andet.

For en 11-årig pige, der ikke har sin familie længere, og som vandrer alene rundt i et sønderbombet helvede, er der kun ét spørgsmål, som er relevant: Bliver de, der har sørget for at skabe sådant et helvede, stillet til regnskab? 

Og hvis der skal være nogen mening i livet, er der kun ét svar, JA. 

Mennesket kan forbryde sig så meget mod det, der er meningen med livet, at det eneste, der giver det mening, er at prædike dom, og at nogen skal stilles til ansvar ikke bare over for mennesker, men også over for Gud. 

Vi er som kristne tvunget til at holde fast i, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi lever vores liv. Vi kan ikke sætte folk i gaskamre, vi kan ikke smide ødelæggende gift ud over andre, vi kan ikke torturere, mobbe, jage en kniv i næsten, håne spotte, nedgøre, som vi vil.

Og det her starter i det nære og små. Det starter der, hvor vi er med til at mobbe en arbejdskollega, der, hvor vi ikke reagerer og lærer vores børn ikke at mobbe skolekammerater. Ja, i det endnu mindre - i en hånlig bemærkning, bagtalelse, ondsindet sladder. Det er der, det starter, i det små.

Og vi kan komme ud et sted, hvor Gud, Sandhedens Gud ikke er, hvor der er rigtig lang vej tilbage til samværet med Gud. 

Når vi her i dåben gør korsets tegn for barnets ansigt og bryst, så er det et tegn på, at de her tre mennesker, Alba, Annemaj og Nadia ….    de tilhører nu Kristus. Det betyder, at lyset og glæden og kærligheden skal have mere magt over barnets liv end alt det, der nedbryder livet, og det skal vi, menigheden hjælpe dem med til at se.

Dermed er det også sagt, at vi som kristne mennesker er sat ind i en kamp. En kamp mellem det, der ødelægger og nedbryder livet, som Gud har ment det; krig totur, gift, hån på den ene side, og så på den anden side alt det, der opretholder livet med Gud, nemlig troen, håbet, glæden og fællesskabet.

Alt det, der sætter os fri, gør os til hele mennesker; alt det, der giver os mulighed for at udfolde det, der er vores inderste; alt det, der giver os modet til at udtrykke kærlighedens væsen ind i den splittede verden.

I dåben er vi sat ind på Guds side i den kamp. Kærlighedens Gud. 

Så gå ud og kæmp troens og håbets og kærligheden samt livsmodets sag, så godt du kan og efter hvad du har kræfter til.

Giv ikke ødelæggelsen og nedbrydelsen af livet det sidste ord. Vær med til at kæmpe mod det, der nedbryder livet i verden. Det lykkes os langt fra altid, men det vigtigste er heller ikke, om det lykkes fuldstændigt; det vigtigste er, at vi prøver, så godt vi nu kan, og i det omfang vi har kræfter.

Det vigtige er, at vi hjælper os selv og hinanden til ikke at komme derud, hvor vi har forbrudt os mod Guds vilje i en grad, så vi end ikke længere selv kan se, hvad det er, vi har igang, for så kan vi fortabes…. 

Tror du på dét? Tror du på, at det ikke er ligegyldigt, om vi lever vores liv i respekt for medmennesket? Tror du på, der findes en kærlighedens magt, der er større end mennesket? Hvis du tror på det, så er det ikke ligegyldigt, så er der forskel på sandhed og usandhed. Og så er vi her på jorden for at hjælpe hinanden med, hvordan det skal forstås; vi er her for at holde hinanden i troen og håbet og kærligheden.

Og det er intet mindre end den kæmpesammenhæng, vi sættes ind i i dåben. Amen.