TOLDERE OG ANDRE SYNDERE
ved Jens Kristian Boll

Tolderne som billede på det fortabte menneske

I Det nye Testamente er udtrykket ”toldere og syndere” en fast vending. Vi ved, at toldere inddrev skat og afgifter, hvad der ikke gavner ens folkeyndest, og flere var velhavende, således kunne Zakæus og Levi uden videre holde gæstebud for Jesus og hans følge, men hvorfor sidestilles toldere automatisk med syndere?

Tolderne var ikke blot mennesker, der havde opgivet at indordne sig under det stive jødiske fromhedssystem eller havde brudt samme samfunds normer, de var, som vi skal se,  endt i en håbløs situation, klemt mellem en grådig og ubønhørlig romersk øvrighed og deres egne udplyndrede landsmænd. Når den romerske skattepolitik udløste opstande, vidste tolderne, at de sandsynligvis blev de første ofr., for slet ikke at tale om, at man som tolder stod øverst på frihedskæmpernes/terroristernes dødsliste. I Jesu forkyndelse står tolderen derfor som selve billedet på det fortabte menneske, der kun kan finde frelse ved at overgive sig til Guds nåde. 

Roms skattepolitik var resultatorienteret og tjente sig selv ind.

Romerriget bestod af selve Rom og så de erobrede områder, der enten blev styret af en romersk guvernør som provinser eller af en lokal konge som forbundsfælle og allieret, men i meget kort snor. Fælles for provinser og forbundsfæller var, at de forventedes at betale skat til Rom. Mellem Rom og skatteyderen var en mængde mellemled, der også skulle have deres deres del, hvorfor det beløb, skatteyderen skulle punge ud med, blev meget højere end det, den romerske stat officielt pålagde ham

Statholderen og hans skatmester (prokuratoren) og de øvrige romerske embedsmænd, provinsen kom i berøring med, var politikere, der havde haft høje poster i Rom, inden de fik overladt en provins at opkræve skatter i de næste par år. Man kvalificerede sig til en embedspost ved at blive valgt/udnævnt af kejseren, idet man skulle være en populær mand, og det blev man ved at afholde gladiatorkampe og uddele penge og gaver til sine fattige medborgere (en stor del af Roms frie, men fattige befolkning levede faktisk særdeles behageligt i kraft af, at politikerne skulle sikre sig popularitet hos dem). 

 Embedsmænd i Rom var ulønnede, og skulle af egen lomme afholde en del af udgifterne på deres område, så  det siger sig selv, at den romerske politiker ved udløbet af sin embedsperiode havde brug for penge, mange penge. Derfor udnævnte kejseren ham til statholder eller en tilsvarende høj post i en provins, hvor han nu kunne udskrive skatter til Rom og ekstraskatter til sig selv. Man sagde om mange statholdere, at ”fattig kom han til et rigt land, rig drog han fra et fattigt land”. Læg hertil, at embedsmændenes karrieremuligheder havde godt af, hvis de kunne inddrive mere i skat til Rom, end kejseren havde ventet.

Rom sikrede sine skatteindtægter ved simpelthen at sælge dem: Staten meddelte, hvor meget den ville have i skat for den pågældende provins for et par år, hvorefter en velhavende romer betalte dette beløb direkte til staten. Køberen modtog en vis renteindtægt, men vigtigst var, at han  nu havde retten til at indkræve skatter i den pågældende provins, og alt det, han fik ind i  ekstraskatter, var hans fortjeneste. Da retten jo var tidsbegrænset, siger det sig selv, at han skulle have så mange penge ind så hurtigt som muligt.

Skatteinddrivningen blev ledet af statholderens skatmester (procurator), der ligesom statholderen også skulle sikre sin egen løn med ekstraskatter. Skatmesteren udnævnte sine assistenter, gerne resultatsorienterede og håndfaste underofficerer, der også så dette som en mulighed for at forbedre deres karriere og økonomi med yderligere ekstraskatter.  Ved Herodes den Stores død tog den romerske prokurator i Syrien Sabinus således til Jerusalem og forsynede sig af kongens skatte med henvisning til, at kongen uden tvivl skyldte en hel del til kejser Augustus. Jerusalems indbyggere gjorde oprør, og Sabinus måtte redes ud af statholderen i Syrien Varus (ikke Qvirinius), som nøjedes med at korsfæste 2000 jøder for at genoprette ro og orden.

Læg hertil, at jødiske skatteydere også skulle betale Tempelskatten til ypperstepræsten. Pontius Pilatus og hans forgængere og efterfølgere benyttede sig flere gange af deres ret til at ”anmode” ypperstepræsten om at vise sin loyalitet ved at skænke Rom en kontant gave af tempelskatten, ligesom guvernøren kunne gøre udlæg i tempelskatten til offentlige arbejder 

Rom brugte gerne lokal arbejdskraft

Prokuratoren og hans folk ansatte lokale i provinsen som overtoldere og toldere. De var nu forpligtede til at levere skatten til Rom og ekstraskatterne til deres overordnede og måtte sørge for egen løn ved ekstraskatter til dem selv.  Grådige og/eller desperate mænd kunne frivilligt påtage sig sådan et arbejde, men havde man ikke nok ansøgere, kunne romerne udnævne velhavende provinsboere til at være overtoldere, idet skatmesteren og hans folk straks tog skatten og ekstraskatterne hos den nyudnævnte og gav ham lov til at skaffe sig erstatning ved at inddrive beløbet hos sine egne landsmænd, idet den nyudnævnte overtolder nu skulle ud at finde egne toldere til det grove arbejde. Når overtolderen Zakæus i Jeriko havde samlet sig en betydelig formue, kunne det være en livsforsikring, da det altid var bedst for overtolderens helbred at kunne lægge pengene på bordet, hvis prokuratoren havde brug for en ekstraskat, så Zakæus lægger virkeligt sit liv i Guds hånd, da han lover at godtgøre sine landsmænd alt, hvad han uretmæssigt har taget.. En tolder, der ikke kunne erlægge de penge, han skyldte Rom, var selvsagt i meget store vanskeligheder.

Tolderne kunne altså være alt fra mennesker, der havde givet efter for egen griskhed eller fejlbedømt en situation eller simpelthen ”have fået et tilbud de ikke kunne sige nej til”. Nogle påtog sig måske arbejdet fordi de tydeligt så, at militær modstand var håbløs, og at det eneste alvorlige problem en folkerejsning ville volde den romerske øverstbefalende var at sikre, at  hans legionærer nu også fik ombragt det mindstemål af 6000 bevæbnede fjender, der var betingelsen for, at de sejrrige legioner og deres general fik bevilget et triumftog.

Det kunne være interessant at høre, hvordan Pontius Pilatus har betragtet Jesu holdning til toldere, da en Messias, der fik overtoldere til at opføre sig uhensigtsmæssigt og overtalte Levi/Matthæus til at løbe af pladsen, i høj grad har været en trussel m od det romerske imperium.