|
Hent kirkebladet
|
OBS.!
Nyrevideret udgave.
MØLLEVANGSKIRKENS
HISTORIE
Fra tanke til handling
En stærk stigning i befolkningstallet efter krigen 1940
– 45 gjorde, at der var et behov for nyt boligbyggeri i Århus. Sognene
i udkanten af Århus blev derfor hurtigt alt for store. Service faciliteter,
så som skoler, institutioner, biblioteker og børnehaver kunne knapt nok
følge med. Helt naturligt kunne behovet for kirker heller ikke følge med.
Sct. Markus sogn, som også skulle dække det børnerige Møllevangskvarter,
var inden sognet blev delt på ca. 23.000 indbyggere, og var dermed landets
folkerigeste sogn.
En ildsjæl ved navn Søren Møller blev af pastor Axel Hjeresen,
dengang distriktspræst ved Markuskirken (Det var dengang ret almindeligt,
at man ved kirke med mere end en præst delte sognet op i distrikter),
og tømrermester Johs. Kjeldsen formand for Markus sogns menighedsråd,
opfordret til at være formand for en kirkekomite, som skulle stå for opgaven
med at få bygget en ny kirke. Beskeden som han var, Søren Møller, ventede
han til han blev spurgt.
I 1953 nedsattes der så en kirkekomite bestående af 3 menighedsrådsmedlemmer
fra Markus sogn og 5 personer fra FDF-Samvirket. Disse gamle FDF´ere følte
sig forpligtiget over for en sådan opgave. Komiteen holdt sit første møde
den 24. juni 1953.
Under Søren Møllers energiske og inspirerende ledelse begyndte
man så at udarbejde planer for byggeriet. Samtidig startede man en indsamling
af de nødvendige midler. Hvilket vil sige en tredjedel af de samlede omkostninger.
Det faktiske beløb for bygningen af kirken blev knapt 600.000 kr. (det
var andre beløb man regnede med den gang). Det var for øvrigt den sidste
gang, kravet om frivillig indsamling var en betingelse for at få lov til
at starte et kirkebyggeri.
Af sognets beboere tegnede ca. 2.400 sig som faste bidragydere
med en månedlig ydelse fra 1 til 5 kr. Der blev slidt på trapper af indsamlerne,
der blev holdt basarer, opstillet tombolaer og solgt lodsedler.
Århus Kommune skænkede grunden. Lige netop her hvor kirken
ligger lå der to store beskyttelsesrum.
Den gratis grund og 120.000 kr. fra den frivillige indsamling
gav tilsammen 250.000 som var halvdelen af de budgetterede 500.000. Alt
sammen indsamlet på 2½ år.
Hvad skulle det så være
for en kirke?
Allerførst skulle der findes en arkitekt. Jeg tror ikke
det var fordi komiteformanden hed Møller at det blev C.F. Møller, der
blev valgt til arkitekt for kirkebyggeriet (vist nok C.F. Møllers 1. kirkebyggeri).
Skitsen blev fremlagt for komiteen. Eneste bemærkning til
skitsen, der kom fra pastor Axel Hjeresen, var: Venteværelset er for lille,
der skal måske være plads til en halv snes børn med hver to voksne. Der
bør ikke være toilet i præsteværelset. Alteret må ikke være dække over
et toilet.
Nu skulle igangsætningstilladelsen på plads. Komiteen
holdt møde med daværende kirkeminister Bodil Koch på et hotelværelse i
Herning; i hvis kreds hun var valgt. Hun sørgede for, at tilladelsen kom
hurtigt igennem.
Grundstensnedlæggelsen
Den 24. juni 1958 blev de 5 grundsten, udtaget fra Markuskirken,
nedlagt under stor festlighed afsluttende med fællessangen ”Dejlig
er jorden”. De 5 sten skal minde om: forkyndelsen, dåben, nadveren,
bønnen og lovsangen.
Søren Møller får af håndværkerne foræret murerskeen til
minde om dagen (Sterling sølv fremstillet af A.F. Rasmussens sølvsmedje)
Ejner Møller, Søren Møllers søn, forærede ved 25-års jubilæet murerskeen
til kirken. Den blev siden indmuret i kirkens vestgavl.
Byggeriet skrider frem.
Byggeriet skrider nu raskt fremad. Der bliver dog lavet
et par ændringer undervejs. C.F. Møller opdager, at der var for lidt lys
i kirkerummet. Derfor blev det runde vindue tilføjet. De små korsvinduer
er heller ikke som de var i den oprindelige tegning. Men året efter er
kirken klar til indvielse.
Indvielsen.
Søndag den 21. juni 1959 indvies sognets kirke: MØLLEVANGSKIRKEN.
På grund af den store interesse for deltagelse i kirkeindvielsen
måtte der udstedes adgangskort. Biskop dr. Theol. Skat Hoffmeyer holder
indvielsestalen, domprovst Kai Jensen foretager præsteindsættelsen (Jens
Christian Basse). Jens Christian Basse holder da sin første prædiken i
Møllevangskirken. Da gudstjenesten er forbi, får kirkekomiteen og andre
prominente personer en velfortjent middag på hotel Ansgar.
Der ligger den så, kirken. Den lignede ikke en traditionel
dansk kirke, men som arkitekten sagde: ”Den skulle gerne synes dansk.”
Og det er den med mindelser om de gamle jyske, kullede kirker. ”Overalt
er det materialevirkningen i tegl og træ, der møder én og giver en fornemmelse
af ro og balance. Inde i kirkerummet, hvor tag og mure mødes, glæder man
sig over det særprægede liniespil, der trækker ens opmærksomhed mod døbefond,
alter og prædikestol, hvorfra ordet lyder i gudstjenesten.”
Hvad der siden skete.
Ved kirkens indvielse var altertavlen et lille trækors
(hænger nu i kisterummet).
Døbefonden var en lille muret fond med dåbsfad i sølv. For
som arkitekten sagde: ”Vent med disse ting til kirken er kommet
godt i gang, så har I tid til at finde de helt rigtige udsmykninger til
jeres kirke”.
Klogt sagt, den nuværende altertavle, udført at Erik
Heide, og ophængt 1. september 1962, er elsket af alle, både dem der har
sin daglige gang i kirken, men sandelig også af dem, der har set den,
da de var her som turist, eller kan huske den fra deres tid ved kirken.
Hør blot hvad der er sagt om symbolikken i kunstværket.”…
hugget og skåret i egetømmer får vi en tolkning af Golgathamotivet.
Men samtidig tilskynder billedet med de gennemstukne hænder og fødder
os til også at se vores egen situation. Det vi oplever, trænger sig på,
menneskers mangfoldige lidelseshistorier, alt det mørke og døden, som
vi alle går i møde, er med her som en uundgåelig del af menneskets tilværelse
– hans hånd blev frygtelig såret … Trods det er det altafgørende
at finde det livsbekræftende. … altertavlen viser også hen til sejren,
kærlighedens sejr. Derfor er den røde rose, det gamle symbol for Kristus,
sat øverst. Hans hænder og fødder har håbets og vækstens grønne farve
- naglegabene der har form som blodsdråber, leder også tanken hen på vindruer,
hvis saft i nadveren skænkes til liv for mennesker. Og om det hele slynger
sig den gyldne sejrskrans. Hans hånd blev frygtelig såret, men han nåede
sit mål: Livets sejr over døden og alt ondt, som slår mennesker i stykker,
som krænker, smerter, trælbinder, fornedrer, kort sagt alt det som umenneskeliggør
mennesket. Med sit billedsprog giver altertavlen udtryk både for livets
virkelighed, som fremkalder vor søgen efter et levende håb og for det
svar, som kirken er sat til at give: kærlighedens sejr”.
Døbefonden, opstillet og indviet i 1982: Elsket,
men også kritiseret. Ikke på grund af det kunstværk, det er, men mere
fordi menigheden syntes, det var for tungt og voldsomt i forhold til den
lille og diskrete døbefond, som var før. Men naturligvis elsker vi den
i dag. Vi glæder os over det klippefaste, der møder én, når man
står ved døbefonden.
Den nye sokkel som blev lagt efter renoveringen, gør den
også mere rigtig på sin plads. Vi er mange der ikke vil bytte den til
nogen anden.
Hør blot Johs. Johansens smukke digt, som lige netop passer
til vores døbefond: ”At standse ved en døbefond / og sine
hænder folde, / at glemme dagens travle dont og tanker der er golde. /
At se sig glad og varm og ren / på dette kolde kar af sten, / det er Gudsbarnets
lykke”.
Tårnet nu og i fremtiden.
Det 25 meter høje kirketårn blev taget i brug 30. november
1969. Det har formentlig været til en 1. søndag i advent.
Allerede da menighedsrådet blev præsenteret for skitsetegningen,
varslede det igen en nytænkning fra C.F. Møllers side.
Det helt enestående ved tårnet er, at der faktisk er tale
om 5 fritstående søjler, kun sammenholdt af etageadskillelserne. De 4
klokker er en yderligere belastning for, det på en måde, spinkle tårn.
Der var beboerstorm i området da tårnet blev indviet. Det
var jo noget helt andet end den lille spinkle klokke, som hang på kirkens
vestgavl. Der er da måske heller ikke noget at sige til, at kirkefremmede
holder sig for ørene, når alle 4 klokker er i gang ved kirkens højtider.
Der er dog noget talende over den store klokkes manende og
tunge lyd over sognet, når der kaldes til begravelser. Jeg tror mange
i sognet har lært at tolke de forskellige klokkers klang.
Desværre har tårnet ikke kunnet klare vejr og vind igennem
årene. Menighedsrådet arbejder nu med renoveringsplaner, der tager et
stort indhug i kirkeskatten.
Liv og vækst.
Det er altid et yndet emne at tage fat på. For det er
nu engang, det kirken står der for. Heldigvis har det altid været præsterne
og menighedsrådets store interesse, at der skulle ske noget ud fra Møllevangskirken
– og det helt fra kirken blev indviet.
Selv om rammerne og murene skal holdes ved lige, så er minderne
om sprudlende liv og vækst gennem årene, det der skaber de gode minder.
Det er derfor en særlig fryd at tale med dem, der var med
da kirken var ung og havde alle ambitionerne. Det kan man lære af, men
aldrig kopiere af. Hver generation må skabe sine minder og sine netværksforhold
til kirken.
De gamle kirkeblade og de tidligere præster kan fortælle
om teamwork, som vi slet ikke kender til i dag - det er skønt at høre
og rart at vide. Vi kan så håbe på, at vore efterkommere må få den samme
oplevelse, når vi fortæller historie.
Kirkens præster.
Som nævnt var kirkens første præst, Jens Christian Basse,
en håndplukket forbundssekretær for FDF; som personligt blev opfordret
til at søge embedet, og fik det.
Børge Hansen som afløste distriktspræst Axel Hjeresen som
sognepræst ved Sct. Markus, var måske tænkt som den første sognepræst
ved kirken, han blev så naturligt dermed 2. præsten (Kapellan som det
hed den gang).
De to præster var fra starten enige om ikke at lave distriktsdelen
i Møllevang sogn. De vil være fælles om hele sognet. En holdning som lige
siden har været en af grundpillerne for præsteteamet ved Møllevangskirken.
De to præster havde dengang også deres faste gudstjenester på amtssygehuset.
Først op i nyere tid blev det almindeligt at ansætte præster med særligt
ansvar for hospitalerne.
Graver vi lidt i kirkens livshistorie, falder man over den
udadvendthed, som kirken havde overskud til: Der blev ret hurtigt sluttet
kontakt med to venskabsmenigheder.
Johannes Aagård (søn af kirkens første menighedsrådsformand,
Samuel Aagård) var en ildsjæl med gode ideer - bare der var nok til at
udføre dem. Men et venskabssogne skulle man have: Bengalmenigheden
i Indien, Narienpur, i 1960, var første kontakt. Bengalmenigheden fik
dog ikke så langt et venskabsforhold. Problemerne var for store, og menigheden
i Indien havde ikke ressourcer til at holde venskabet intakt.
Bukoba i Afrika blev den næste. Det var her den meget omtalte sorte
præst kom fra. Forholdet til Bukoba i Afrika var et mere stabilt forhold
(Lise og Jens Christian Basse besøgte menigheden i 1973). Det var i dette
venskabsforhold, at tanken om at få en afrikansk præst som hjælpepræst
i Møllevang opstod. Pastor Leonidas Kalugila bliver ansat som hjælpepræst
ved Møllevangskirken i 1 år fra 1. november 1966. Det blev der talt meget
om i hele landet!
Mange af de ting som vi i dag betragter som ganske naturligt
at kirkens tager vare på, har Møllevangskirken været en slags frontkæmper
for. Fx en stærk økumenisk holdning til kirkelivet i Danmark. Den engelske
kirke (Den anglikanske kirke) holder stadig deres gudstjenester i Møllevangskirken.
Den nu næsten ”uddøde” trosretning Katolsk Apostolsk Kirke
havde jævnligt deres gudstjenester i kirken (Deres problem var, at der
ingen ypperstepræster var til at ordinere nye ledere). Også den islandske
menighed holder deres gudstjenester i Møllevang.
Et element der er med til at holde Møllevangskirken på banen,
er helt sikkert studentermenigheden. Da den blev oprettet i 1970 og fik
sæde i Møllevangskirken. Studentermenigheden har været en stimulator for
både præster og menighedsråd, især når der skulle planlægges med spændende
foredrag, eller når der skulle startes nye initiativer. Studentermenigheden
har også været toneangivende omkring det økumeniske arbejde.
Det er klart, at meningerne også i vores kirke har været
ude i stormvejr, og debatterne har været mange omkring hvad, der var sand
liv og vækst - næsten altid med det resultat at vi alle fik noget at tænke
over.
Pladsmangel og ønske om
bekvemmelighed.
Hurtigt blev lokalerne alt for små. Det siger sig selv,
med det ambitionsniveau pionererne havde, måtte der udvidelser til med
passende mellemrum.
Først var det ønsket om en ”konfirmandstue”,
der pressede sig på. Man måtte så igen i gang med indsamling. Bl.a. fordi
der var et ønske om at bygge en underetage underkonfirmandstuen - når
man nu var i gang. Dette kunne kun bevilges, hvis man selv indsamlede
de fornødne midler. Så man måtte ud med raslebøsserne. Der blev også her
kaldt på fantasien. De små mursten som flere kender, blev solgt til fordel
for sognegårdsprojektet.
FDF, som dengang havde sæde i Århus Domsogn, havde en grund
i Skæring, som de solgte. Pengene gav de til indsamlingen. Da byggeriet
stod færdigt i maj 1978, flyttede FDF til Møllevang og har siden været
en aktiv del af kirkelivet i sognet. Og nu sidder vi her i dag og
kan alligevel ind i mellem godt bruge lidt mere plads.
Hvad sker der så? Mere vil have mere. I 1989 blev der så bygget
forbindelsesgang til sognegården og dermed også en tiltrængt udvidelse
af våbenhuset med nyt venterum og kisterum. I dag føler vi slet ikke,
vi kan undvære denne naturlige forbindelse mellem kirke og sognegård.
Og det var stadig ikke nok. Det lille tekøkken i sognegården
var for trangt. Det blev mere almindeligt at lave mad til arrangementer,
1994 kunne vi så glæde os over at tage det nye køkken i brug. I dag lovpriser
vi alle de fordele, der er ved gode køkkenfaciliteter – og de udnyttes
fuldt ud til glæde for hele menigheden.
Fremtiden.
Den tænker menighedsrådet på med passende mellemrum.
Startende med en gennemgribende; men nænsom renovering af kirken i 2001.
Nu tårnet, som vi håber på at afslutte i 2006. Udenomsarealerne
bliver det næste. Kirkens faciliteter for vore kirketjenere er slet ikke
optimale.
Liv og vækst er der stadig nok af. Nogle aktiviteter trænger
måske til en lille vitaminindsprøjtning, medens andet bobler af energi.
Sådan må kirkeliv nødvendigvis være.
Nogle aktiviteter omgærer vi med kærlig omsorg, fordi de
bærer på vores livsværdier, og har været vores netværk og åndsliv gennem
rigtig mange år. Andet pirrer vores lyst til at skabe fornyelser, som
kan passe ind i nutidens, til tider, lidt stressede hverdag.
En hver god historie bør altid rumme minder om vore rødder.
Samtidig med at den skaber glæde over, at man får lov til selv at være
midt i den gode historie.
Derfor er det nu vores opgave at være med til at skabe sunde
og livskraftige rødder for vore efterkommeres liv og vækst.
Så selv om man måske ind imellem kan være lidt uenig om hvordan
tingene skal gøres, så er det ved ”Vores Kirke” vore følelser
har rod. For som den norske digter Petter Dass så smukt får det sagt:
O Gud, du har din kirke
Grundfæst på dette sted,
du selv alt godt udvirke
her i din menighed!
Lad her os i dit hus
i troskab mod dig vandre
og følge ordets lys!
|
|
