Kirkens historie

Af Egon Hauge Mathiassen, menighedsrådsformand

Fra tanke til handling

En stærk stigning i befolkningstallet efter krigen 1940 – 45 gjorde, at der var et behov for nyt boligbyggeri i Århus. Sognene i udkanten af Århus blev derfor hurtigt alt for store. Service faciliteter, så som skoler, institutioner, biblioteker og børnehaver kunne knapt nok følge med. Helt naturligt kunne behovet for kirker heller ikke følge med.

Sct. Markus sogn, som også skulle dække det børnerige Møllevangskvarter, var inden sognet blev delt på ca. 23.000 indbyggere, og var dermed landets folkerigeste sogn.

En ildsjæl ved navn Søren Møller blev af pastor Axel Hjeresen, dengang distriktspræst ved Markuskirken (Det var dengang ret almindeligt, at man ved kirke med mere end en præst delte sognet op i distrikter), og tømrermester Johs. Kjeldsen formand for Markus sogns menighedsråd, opfordret til at være formand for en kirkekomite, som skulle stå for opgaven med at få bygget en ny kirke. Beskeden som han var, Søren Møller, ventede han til han blev spurgt. 

I 1953 nedsattes der så en kirkekomite bestående af 3 menighedsrådsmedlemmer fra Markus sogn og 5 personer fra FDF-Samvirket. Disse gamle FDF´ere følte sig forpligtiget over for en sådan opgave. Komiteen holdt sit første møde den 24. juni 1953.

Under Søren Møllers energiske og inspirerende ledelse begyndte man så at udarbejde planer for byggeriet. Samtidig startede man en indsamling af de nødvendige midler. Hvilket vil sige en tredjedel af de samlede omkostninger. Det faktiske beløb for bygningen af kirken blev knapt 600.000 kr. (det var andre beløb man regnede med den gang). Det var for øvrigt den sidste gang, kravet om frivillig indsamling var en betingelse for at få lov til at starte et kirkebyggeri.

Af sognets beboere tegnede ca. 2.400 sig som faste bidragydere med en månedlig ydelse fra 1 til 5 kr. Der blev slidt på trapper af indsamlerne, der blev holdt basar. Allerførst skulle der findes en arkitekt. Jeg tror ikke det var fordi komiteformanden hed Møller at det blev C.F. Møller, der blev valgt til arkitekt for kirkebyggeriet (vist nok C.F. Møllers 1. kirkebyggeri).

Skitsen blev fremlagt for komiteen. Eneste bemærkning til skitsen, der kom fra pastor Axel Hjeresen, var: Venteværelset er for lille, der skal måske være plads til en halv snes børn med hver to voksne. Der bør ikke være toilet i præsteværelset. Alteret må ikke være dække over et toilet.

Nu skulle igangsætningstilladelsen på plads. Komiteen holdt møde med daværende kirkeminister Bodil Koch på et hotelværelse i Herning; i hvis kreds hun var valgt. Hun sørgede for, at tilladelsen kom hurtigt igennem. 

Grundstensnedlæggelsen

Den 24. juni 1958 blev de 5 grundsten, udtaget fra Markuskirken, nedlagt under stor festlighed afsluttende med fællessangen ”Dejlig er jorden”. De 5 sten skal minde om: forkyndelsen, dåben, nadveren, bønnen og lovsangen.

Søren Møller får af håndværkerne foræret murerskeen til minde om dagen (Sterling sølv fremstillet af A.F. Rasmussens sølvsmedje) Ejner Møller, Søren Møllers søn, forærede ved 25-års jubilæet murerskeen til kirken. Den blev siden indmuret i kirkens vestgavl. 

Byggeriet skrider frem.

Byggeriet skrider nu raskt fremad. Der bliver dog lavet et par ændringer undervejs. C.F. Møller opdager, at der var for lidt lys i kirkerummet. Derfor blev det runde vindue tilføjet. De små korsvinduer er heller ikke som de var i den oprindelige tegning. Men året efter er kirken klar til indvielse. 

Indvielsen.

Søndag den 21. juni 1959 indvies sognets kirke: MØLLEVANGSKIRKEN.

På grund af den store interesse for deltagelse i kirkeindvielsen måtte der udstedes adgangskort. Biskop dr. Theol. Skat Hoffmeyer holder indvielsestalen, domprovst Kai Jensen foretager præsteindsættelsen (Jens Christian Basse). Jens Christian Basse holder da sin første prædiken i Møllevangskirken. Da gudstjenesten er forbi, får kirkekomiteen og andre prominente personer en velfortjent middag på hotel Ansgar.

Der ligger den så, kirken. Den lignede ikke en traditionel dansk kirke, men som arkitekten sagde: ”Den skulle gerne synes dansk.” Og det er den med mindelser om de gamle jyske, kullede kirker. ”Overalt er det materialevirkningen i tegl og træ, der møder én og giver en fornemmelse af ro og balance. Inde i kirkerummet, hvor tag og mure mødes, glæder man sig over det særprægede liniespil, der trækker ens opmærksomhed mod døbefond, alter og prædikestol, hvorfra ordet lyder i gudstjenesten.” 

Hvad der siden skete.

Ved kirkens indvielse var altertavlen et lille trækors (hænger nu i kisterummet). 

Døbefonden var en lille muret fond med dåbsfad i sølv. For som arkitekten sagde: ”Vent med disse ting til kirken er kommet godt i gang, så har I tid til at finde de helt rigtige udsmykninger til jeres kirke”.

Klogt sagt, den nuværende altertavle, udført at Erik Heide, og ophængt 1. september 1962, er elsket af alle, både dem der har sin daglige gang i kirken, men sandelig også af dem, der har set den, da de var her som turist, eller kan huske den fra deres tid ved kirken.

Hør blot hvad der er sagt om symbolikken i kunstværket.”… hugget og skåret i egetømmer får vi en tolkning af Golgathamotivet. Men samtidig tilskynder billedet med de gennemstukne hænder og fødder os til også at se vores egen situation. Det vi oplever, trænger sig på, menneskers mangfoldige lidelseshistorier, alt det mørke og døden, som vi alle går i møde, er med her som en uundgåelig del af menneskets tilværelse – hans hånd blev frygtelig såret … Trods det er det altafgørende at finde det livsbekræftende. … altertavlen viser også hen til sejren, kærlighedens sejr. Derfor er den røde rose, det gamle symbol for Kristus, sat øverst. Hans hænder og fødder har håbets og vækstens grønne farve - naglegabene der har form som blodsdråber, leder også tanken hen på vindruer, hvis saft i nadveren skænkes til liv for mennesker. Og om det hele slynger sig den gyldne sejrskrans. Hans hånd blev frygtelig såret, men han nåede sit mål: Livets sejr over døden og alt ondt, som slår mennesker i stykker, som krænker, smerter, trælbinder, fornedrer, kort sagt alt det som umenneskeliggør mennesket. Med sit billedsprog giver altertavlen udtryk både for livets virkelighed, som fremkalder vor søgen efter et levende håb og for det svar, som kirken er sat til at give: kærlighedens sejr”.

Døbefonden, opstillet og indviet i 1982: Elsket, men også kritiseret. Ikke på grund af det kunstværk, det er, men mere fordi menigheden syntes, det var for tungt og voldsomt i forhold til den lille og diskrete døbefond, som var før. Men naturligvis elsker vi den i dag. Vi glæder os over det klippefaste, der møder én, når man står ved døbefonden.

Den nye sokkel som blev lagt efter renoveringen, gør den også mere rigtig på sin plads. Vi er mange der ikke vil bytte den til nogen anden.

Hør blot Johs. Johansens smukke digt, som lige netop passer til vores døbefond: ”At standse ved en døbefond / og sine hænder folde, / at glemme dagens travle dont og tanker der er golde. / At se sig glad og varm og ren / på dette kolde kar af sten, / det er Gudsbarnets lykke”

Tårnet nu og i fremtiden.

Det 25 meter høje kirketårn blev taget i brug 30. november 1969. Det har formentlig været til en 1. søndag i advent. 

Allerede da menighedsrådet blev præsenteret for skitsetegningen, varslede det igen en nytænkning fra C.F. Møllers side.

Det helt enestående ved tårnet er, at der faktisk er tale om 5 fritstående søjler, kun sammenholdt af etageadskillelserne. De 4 klokker er en yderligere belastning for, det på en måde, spinkle tårn.

Der var beboerstorm i området da tårnet blev indviet. Det var jo noget helt andet end den lille spinkle klokke, som hang på kirkens vestgavl. Der er da måske heller ikke noget at sige til, at kirkefremmede holder sig for ørene, når alle 4 klokker er i gang ved kirkens højtider.

Der er dog noget talende over den store klokkes manende og tunge lyd over sognet, når der kaldes til begravelser. Jeg tror mange i sognet har lært at tolke de forskellige klokkers klang.

Desværre har tårnet ikke kunnet klare vejr og vind igennem årene. Menighedsrådet arbejder nu med renoveringsplaner, der tager et stort indhug i kirkeskatten.

Liv og vækst.

Det er altid et yndet emne at tage fat på. For det er nu engang, det kirken står der for. Heldigvis har det altid været præsterne og menighedsrådets store interesse, at der skulle ske noget ud fra Møllevangskirken – og det helt fra kirken blev indviet.

Selv om rammerne og murene skal holdes ved lige, så er minderne om sprudlende liv og vækst gennem årene, det der skaber de gode minder.

Det er derfor en særlig fryd at tale med dem, der var med da kirken var ung og havde alle ambitionerne. Det kan man lære af, men aldrig kopiere af. Hver generation må skabe sine minder og sine netværksforhold til kirken.

De gamle kirkeblade og de tidligere præster kan fortælle om teamwork, som vi slet ikke kender til i dag - det er skønt at høre og rart at vide. Vi kan så håbe på, at vore efterkommere må få den samme oplevelse, når vi fortæller historie.

Kirkens præster.

Som nævnt var kirkens første præst, Jens Christian Basse, en håndplukket forbundssekretær for FDF; som personligt blev opfordret til at søge embedet, og fik det.

Børge Hansen som afløste distriktspræst Axel Hjeresen som sognepræst ved Sct. Markus, var måske tænkt som den første sognepræst ved kirken, han blev så naturligt dermed 2. præsten (Kapellan som det hed den gang).

De to præster var fra starten enige om ikke at lave distriktsdelen i Møllevang sogn. De vil være fælles om hele sognet. En holdning som lige siden har været en af grundpillerne for præsteteamet ved Møllevangskirken.

De to præster havde dengang også deres faste gudstjenester på amtssygehuset. Først op i nyere tid blev det almindeligt at ansætte præster med særligt ansvar for hospitalerne.

Graver vi lidt i kirkens livshistorie, falder man over den udadvendthed, som kirken havde overskud til: Der blev ret hurtigt sluttet kontakt med to venskabsmenigheder.

Johannes Aagård (søn af kirkens første menighedsrådsformand, Samuel Aagård) var en ildsjæl med gode ideer - bare der var nok til at udføre dem. Men et venskabssogne skulle man have: Bengalmenigheden i Indien, Narienpur, i 1960, var første kontakt. Bengalmenigheden fik dog ikke så langt et venskabsforhold. Problemerne var for store, og menigheden i Indien havde ikke ressourcer til at holde venskabet intakt.

Bukoba i Afrika blev den næste. Det var her den meget omtalte sorte præst kom fra. Forholdet til Bukoba i Afrika var et mere stabilt forhold (Lise og Jens Christian Basse besøgte menigheden i 1973). Det var i dette venskabsforhold, at tanken om at få en afrikansk præst som hjælpepræst i Møllevang opstod. Pastor Leonidas Kalugila bliver ansat som hjælpepræst ved Møllevangskirken i 1 år fra 1. november 1966. Det blev der talt meget om i hele landet!

Mange af de ting som vi i dag betragter som ganske naturligt at kirkens tager vare på, har Møllevangskirken været en slags frontkæmper for. Fx en stærk økumenisk holdning til kirkelivet i Danmark. Den engelske kirke (Den anglikanske kirke) holder stadig deres gudstjenester i Møllevangskirken. Den nu næsten ”uddøde” trosretning Katolsk Apostolsk Kirke havde jævnligt deres gudstjenester i kirken (Deres problem var, at der ingen ypperstepræster var til at ordinere nye ledere). Også den islandske menighed holdte deres gudstjenester i Møllevang.

Et element der er med til at holde Møllevangskirken på banen, er helt sikkert studentermenigheden. Da den blev oprettet i 1970 og fik sæde i Møllevangskirken. Studentermenigheden har været en stimulator for både præster og menighedsråd, især når der skulle planlægges med spændende foredrag, eller når der skulle startes nye initiativer. Studentermenigheden har også været toneangivende omkring det økumeniske arbejde.

Det er klart, at meningerne også i vores kirke har været ude i stormvejr, og debatterne har været mange omkring hvad, der var sand liv og vækst - næsten altid med det resultat at vi alle fik noget at tænke over. 

Pladsmangel og ønske om bekvemmelighed.

Hurtigt blev lokalerne alt for små. Det siger sig selv, med det ambitionsniveau pionererne havde, måtte der udvidelser til med passende mellemrum.

Først var det ønsket om en ”konfirmandstue”, der pressede sig på. Man måtte så igen i gang med indsamling. Bl.a. fordi der var et ønske om at bygge en underetage underkonfirmandstuen - når man nu var i gang. Dette kunne kun bevilges, hvis man selv indsamlede de fornødne midler. Så man måtte ud med raslebøsserne. Der blev også her kaldt på fantasien. De små mursten som flere kender, blev solgt til fordel for sognegårdsprojektet.

FDF, som dengang havde sæde i Århus Domsogn, havde en grund i Skæring, som de solgte. Pengene gav de til indsamlingen. Da byggeriet stod færdigt i maj 1978, flyttede FDF til Møllevang og har siden været en aktiv del af kirkelivet i sognet. Og nu sidder vi her i dag og kan alligevel ind i mellem godt bruge lidt mere plads.

Hvad sker der så? Mere vil have mere. I 1989 blev der så bygget forbindelsesgang til sognegården og dermed også en tiltrængt udvidelse af våbenhuset med nyt venterum og kisterum. I dag føler vi slet ikke, vi kan undvære denne naturlige forbindelse mellem kirke og sognegård.

Og det var stadig ikke nok. Det lille tekøkken i sognegården var for trangt. Det blev mere almindeligt at lave mad til arrangementer, 1994 kunne vi så glæde os over at tage det nye køkken i brug. I dag lovpriser vi alle de fordele, der er ved gode køkkenfaciliteter – og de udnyttes fuldt ud til glæde for hele menigheden. 

Fremtiden.

Den tænker menighedsrådet på med passende mellemrum. Startende med en gennemgribende; men nænsom renovering af kirken i 2001.

I 2002 tog menighedsrådet initiativ til at anskaffe fire ny messehagler. Man tog kontakt til kunstnerparret: Inge-Lise og Flemming Bau, som på daværende tidspunkt boede på Haslevangsvej, Aarhus V.

På et menighedsrådsmøde den 17. september 2002, fremviste kunstnerparret deres forslag,  og forklarede symbolernes betydning. Et begejstret menighedsrådet sagde enstemmigt ja til forslaget.

Messehaglerne blev leveret over en periode, efterhånden som de blev færdige.

En detalje omkring beslutningen var, at menighedsrådet på samme møde besluttede, at forære de overflødige messehagler til en menighed i Estland.

Liv og vækst er der stadig nok af. Nogle aktiviteter trænger måske til en lille vitaminindsprøjtning, medens andet bobler af energi. Sådan må kirkeliv nødvendigvis være.

Nogle aktiviteter omgærer vi med kærlig omsorg, fordi de bærer på vores livsværdier, og har været vores netværk og åndsliv gennem rigtig mange år. Andet pirrer vores lyst til at skabe fornyelser, som kan passe ind i nutidens, til tider, lidt stressede hverdag.

En hver god historie bør altid rumme minder om vore rødder. Samtidig med at den skaber glæde over, at man får lov til selv at være midt i den gode historie.

Derfor er det nu vores opgave at være med til at skabe sunde og livskraftige rødder for vore efterkommeres liv og vækst.

Så selv om man måske ind imellem kan være lidt uenig om hvordan tingene skal gøres, så er det ved ”Vores Kirke” vore følelser har rod. For som den norske digter Petter Dass så smukt får det sagt:                      

                      O Gud, du har din kirke

                       Grundfæst på dette sted,

                       du selv alt godt udvirke

                       her i din menighed!

                       Lad her os i dit hus

                      i troskab mod dig vandre

                       og følge ordets lys!

 

I 2009 havde kriken 50 års jubilæum, og i den anledning blev der udgivet et jubilæumsskrift. Heri er der en opfølgning på kirkens historie og prædikener fra de fleste af de præster, der har virkert/virker ved kirken. Dette skrift kan du stadig købe ved henvendelse på kirkens kontor (se her for åbningstider).

I billeder